Anholt havn har i år været velbesøgt. Og der har i store perioder været propfyldt med både i havnen. Når det er sådan, er det bare skønt at være havn. Det kan selvfølgelig give lidt udfordringer, når så mange mennesker skal deles om pladsen og ligge tæt med deres både. Der har været lidt knurren i krogene, men gæsterne på Anholt har stort set været hensynsfulde og får herfra et kæmpestort THUMPS UP.
Dronning Margrethe besøgte Anholt
I begyndelsen af juni havde vi fornøjelsen af at få royalt besøg. Dronning Margrethe besøgte vores dejlige solbeskinnede ø, og selvom det kneb lidt med solstrålerne og vinden var i sit friske humør, blev det en dag, som vi vil huske længe. Dronningen blev taget med på ø-tour af havnefoged Klaus. Han viste kyndigt Dronningen rundt til blandt andet ørkenen, en ø-familie og ikke mindst – kaffe og kage på havnen.

Den nye anlægsbro
I årets løb er det blevet mere og mere tydeligt, at den nye bro tager form. Anlægsarbejdet er stille og roligt skredet fremad. Pælene er nedrammet og arbejdet med at etablere flydebroen er i god gænge. Det betyder, at den nye flydebro formentlig står færdig til næste sæson. Dermed er der skabt bedre forhold for både store og mindre fartøjer.

Også noget for børnene
De seneste år, har området ved Sailor House fået en gevaldig og tiltrængt ansigtsløftning. Der er opgraderet i køkkenet og i bade afdelingen, og de udendørs faciliteter, som grill og borde/bænke, er blevet fornyet så området fremstår indbydende og lækkert.
Nu er der også kommet noget maritimt udstyr til de lidt yngre søfolk. En jolle med styrehus, skibsrat og gashåndtag har fået plads i yderkanten af grillområdet. Så kan familiens yngste besejre de syv have, mens forældrene forbereder maden på grill og samtidig har et vågent øje på de små søfarende.

Lidt statistik og tal for sæsonen
Hvis du har været på Anholt havn i løbet af sommeren, og har tænkt: ”Her er godt nok mange både”, så har du haft ret. Hvis vi sammenligner antal båddøgn i 2022 med sidste år, har der været betydeligt flere overnattende både på Anholt i 2022. I alt har der været 13.950 båddøgn, en stigning på 606.
Antallet af danske sejlere, som har lagt ruten forbi Anholt, er faldet markant. Hele 1325 færre fartøjer med dansk flag er det blevet til, hvorimod der har været en del flere gæster fra vores nabolande. 1660 flere både fra Norge, Sverige og Tyskland stævnede ind i havnen på Anholt, sammenlignet med 2021.
Vi glæder os til næste år og håber at se både – med gamle og nye gæster ombord.