Havnekort
På havnekortet finder du en oversigt over broerne samt faciliteterne på havnen.
Se eller download havnekortet her.
På havnekortet finder du en oversigt over broerne samt faciliteterne på havnen.
Se eller download havnekortet her.
Et par hundrede mennesker var i går mødt op på havnen for at byde H.M. Dronningen velkommen til Anholt. Stemningen var festlig og papirflag blev viftet i vinden af voksne og børn.
Det var planen, at Dronningen skulle ankomme i chalup, men vejr og vind ville det anderledes. I stedet måtte Dronning Margrethe flyves til Anholt i helikopter, og vi måtte desværre undvære det flotte kig fra øen ud på Kongeskibet Dannebrog.
Udover modtagelsen og et stort kaffebord på havnen, var Dronningen blandt andet på besøg ved kystsikringen og Radartårnet. Det blev også til en køretur i Ørkenen, hvor Dronning Margrethe fik mulighed for at se nærmere på Ørkenens unikke natur.
”Det var en rigtig god dag. Anholt viste sig fra sin bedste side, selvom vi manglede solen – den plejer jo at skinne herovre. Det virkede som om, Dronningen havde en god oplevelse. Hun viste i hvert fald en oprigtig interesse i at se øen og møde de lokale. Det er vi glade for,” fortæller havnefoged Klaus Jensen.
Foto: Norddjurs Kommune
Stigende efterspørgsel og Anholts popularitet blandt sejlerfolket resulterer i perioder i spidsbelastninger. Som hos mange andre lystbådehavne oplever havnefoged Klaus Jensen på Anholt god aktivitet i havnen. Dette inklusive anløb af flere, større både. Det forsøger havnen nu at imødekomme ved at investere i en ny anlægsbro.
”Man skal have en god oplevelse, når man anløber Anholt Havn – uanset højsæson og størrelse på båden”, fremhæver Klaus Jensen.
“Med det her nye tiltag ønsker vi at imødese både de mindre lystbåde, som gerne vil nyde udsigten og se havnen fra båden samt de store både, som har brug for mere plads. Vores hensigt er, at denne nye bro kan blive en reservationsbro for de store både.”
Klaus Jensen fremhæver, at der ikke er tale om øget kapacitet men derimod omrokering for at kunne give sejlerne den bedst mulige oplevelse. Havnen er opmærksom på, at der skal være plads det hyggelige sejlermiljø med respekt og hensyn til, at havnen skal rumme alle typer både. På sigt har Anholt Havn yderligere planer om at bygge en tværmole, der kan yde optimale læ forhold i havnens yderbassin, hvor broen anlægges.
På billederne ses entreprenørerne i gang med de indledende forberedelser, hvor blandt andet pælene til broen nedrammes.
Selvom arbejdet allerede er påbegyndt, og nogle måske allerede glæder sig til muligheden, er det dog en lang proces at færdiggøre hele projektet. Det betyder, at den nye flydebro forventes at stå færdig til sæsonen 2023. I 2022 vil havnefogeden og teamet på Anholt hjælpe lystsejlerne og bådene på plads, så godt som det er muligt, som hidtil.
“Vi vil gøre vores ypperste for, at alle vores gæster får en god oplevelse”, afslutter Klaus Jensen.
De seneste år har Anholt Havn foretaget mange investeringer og opgraderinger, så havnens brugere og gæster har nogle moderne faciliteter at gøre brug af. Bl.a. er opgraderingen af hele grill området og opgraderingen af Sailor House blevet utroligt godt modtaget.
En stigende interesse for at opleve Danmark og landets mange skønne øer, mærkes også på Anholt. Den naturrige Kattegat ø byder på mange særegne og unikke oplevelser. Naturen og havet tiltrækker mange. Der er frisk luft, ørken, børnevenlige badestrande og en fordel for klimaet sammenlignet med andre feriemuligheder. Når man gæster Anholt, Danmarks mest isolerede ø, vil man typisk blive nogle dage og nyde øen, naturen og den dejlige stemning, der er at finde rundt på havnen og langs broerne. Anholt Havn vil forsætte indsatsen for at sætte rammerne for en fantastisk sejlerferie.
Anholt og øens havn er i fuld sving med at forberede sig til årets sæson. Alle sejl er sat for at give lystsejlerne og turisterne en fantastisk oplevelse på Danmarks dejligste ø – Det kan I læse mere om i nyheden klar til sæson 2021.
Derudover har vi lidt praktiske informationer til den forestående sæson.
Sidste år oplevede vi at store forsamlinger af unge mennesker holdt fester om natten på havnens arealer, herunder grillpladsen, færgens areal m.m. Disse grupper spillede højt musik på soundboxes, hvilket desværre var til stor gene for havnens sovende gæster, øens beboere og øvrige gæster. Derfor har vi i år lavet et forbud mod soundboxes og højtlydende musik på havnens område. I år vil politiet være repræsenteret i nattelivet fra uge 26 – 32. De beslaglægger soundboxes, hvis de bliver brugt på havnens område. Der skal stadig være plads til fest og musik, men nu har vi sat nogle rammer, hvor vi tager hensyn til hinanden, så alle kan få et godt ophold på Anholt.
Vi har lavet et havnekort, der giver et overblik over broerne samt faciliteterne på havnen. Vi håber, at det kan give et praktisk overblik til dem, der gæster havnen. Se eller download havnekortet her.
Anholt Vesterstrand kan endnu engang hejse det Blå flag. Det Blå flag er en miljømærkningsordning, der garanterer, at stranden arbejder for at sikre vores fælles natur og miljø. Det betyder, at du trygt kan hoppe i bølgerne, for badevandet er noget af det bedste i Danmark.
Anholt og øens havn er i fuld sving med at forberede sig til årets sæson. Alle sejl er sat for at give lystsejlerne og turisterne en fantastisk oplevelse på Danmarks dejligste ø.
Selvom det er svært at forudsige, hvad endnu en sæson med covid-19 bringer, så er der alligevel ting, der ikke kan rokkes ved – Anholt er stadig fyldt med omstillingsparate ildsjæle, der står på spring for at skabe en mindeværdig sæson. Anholt er stadig en helt unik naturperle med aktiviteter for alle. Sæson 2021 kan bare komme an.
Sidste år blev øens Sailor House forsynet med et splinternyt køkken samt badefaciliteter. Samtidigt blev grillområdet udvidet med et læområde ”kompasset”, fire store gasgrill og specialdesignede borde og bænkesæt fra Sostrup Savværk med plads til 50 personer.
Disse opgraderinger har allerede dannet rammen for mange hyggelige stunder med friskfanget jomfruhummer på grillen og Anholt Gin i glasset. I år kan turisterne igen se frem til flere fine stemningsfulde opgraderinger – Cykelstativerne foran Sailor House er ved at blive udskiftet med nogle nye. Skraldespandene ved grillpladsen bliver flyttet til et nyt affaldsdepot, og der opføres et flot stakit fra Sailor House ned mod havnen med energisparende LED-lys, som guider turisterne sikkert i mørke.
Naturen på Anholt er helt oplagt at udforske til lands eller til vands f.eks. på en vandretur eller med paddleboads, kano, kajak, cykler eller golfbiler man kan leje på øen.
4/5 af øen er dækket af Nordeuropas største lavhede kaldet ”Ørkenen” herfra kan du observere en række interessante arter af fugle, insekter og planter, der har deres foretrukne levested i den særegne natur.
På din vandretur igennem ørkenen kan du gøre stop ved Anholt fyr. Fyret blev etableret helt tilbage i 1561, som et ud af fire strategisk placerede fyr i Danmark. Derfor er fyret et af de absolut ældste i Danmark.
Fra observationshuset ved Anholt Fyr kan du også spotte Danmarks største sælkoloni gennem kikkert. Yderst på Anholts øspids ligge det fredede område ”Totten”, hvor intet mindre end 1.200 spættede sæler samt enkelte gråsæler holder til.
Næsten hele Anholt er omkranset af kridhvide strande. Man kan altid finde læ, og der er børnevenlige vanddybder. Anholt Vesterstrand har i 2021 fået Blå Flag, der tildeles strande med gode faciliteter, badesikkerhed og gode miljøforhold. Flaget tildeles for et år ad gangen og skal godkendes af både en dansk og international jury.
Når mørket falder på, er Anholt en af de absolut bedste steder i Danmark at blive betaget af en funklende stjernehimmel. Anholt er nemlig den mindst lysforurenede plet på Danmarkskortet og et af de steder i Nordeuropa med størst mulighed for at se en uspoleret stjernehimmel. Derfor arbejder foreningen DarkSky Anholt på at opnå en Darksky certificering.
I 2020 gæstede Bubber og Villum Anholt, hvor de bl.a. fik en rundtur på den hyggelige havn og var ude og plukke enebær med Anholt Gin.
Derfor kan du passende lade dig inspirere til dit næste besøg på Anholt ved at se ”Bubber og Villum på opdagelse i det østjyske ø-hav”, når det sendes på tv-kanalen allerede her til foråret 2021.
År 2020 kan bedst beskrives som en rutsjebanetur med udfordringer, men også med forløsninger. Sådan har det også været på Anholt, hvor vi med gensidig omstillingsparathed kan se tilbage på en fantastisk sæson.
Forberedelserne til årets sæson begyndte allerede i efteråret 2019, hvor havnen igangsatte en større renoveringen af havnens faciliteter. Sailor House blev udstyret med et splinternyt køkken samt badefaciliteter. Grillpladsen undergik en gennemgribende renovering med et flot nyt opholdsområde, nye store gasgrill, flotte bordbænkesæt lavet på Sostrup Savværk og stemningsfuldt LED-lys til de sene sommeraftener.
Ligesom resten af verden blev Anholt også påvirket af COVID-19. Corona-situationen har medført uvished og skiftende tilstande for lystsejlere og turister. Det resulterede i, at H. M. Dronningen måtte aflyse hele sit sommertogt og dermed også besøget på Anholt. Vi håber og glæder os meget til, at besøget forhåbentligt gennemføres som planlagt i foråret 2021.
Mange af Anholts ildsjæle og arrangører måtte desværre også aflyse planlagte aktiviteter, men heldigvis kunne mange aktiviteter også gentænkes i et ”corona-venligt” format. Derfor har turisterne kunne opleve en bred palette af aktiviteter lige fra kitetræf, pubcrawl og hummerdage til rundvisninger i Danmarks ældste fyrtårn.
Både lystsejlere og turister har været rigtig gode til at følge corona-forholdsreglerne og vise hensyn, og derfor blev det en fantastisk sæson på øen. De nye havnefaciliteter har vagt stor glæde, og grillpladsen har været et hyggeligt samlingspunkt for mange gode stunder allerede.
Anholt oplevede dog, som resten af landet, et helt nyt fænomen med grupper af unge mennesker, der støjede med soundbox-højtalere. På Anholt blev der desværre også begået hærværk, og fællesområderne blev efterladt i ringe stand. Til næste sæson er der derfor forberedt en række restriktioner på havnens områder, så problemerne forhåbentligt ikke opstår igen. Alle – unge såvel som ældre, skal kunne have et godt og hyggeligt ophold på Anholt, hvor der tages hensyn til hinanden.
Igennem året har Anholt også været bredt dækket i medierne. Anholt har været repræsenteret i alt lige fra udsendelse ”Land zwischen den Meeren” på den tyske tv-kanal NDR til magasinet Femina i artiklen ”5 tips til ferie i Danmark”. Sæsonen blev afrundet på fornemmeste vis med besøg fra Bubber og Villum, der bl.a. fik en rundtur på den hyggelige havn og var ude og plukke enebær med Anholt Gin.
Derfor kan man passende varme op til næste sæson på Anholt ved at se ”Bubber og Villum på opdagelse i det østjyske ø-hav”, når det sendes på tv-kanalen DK4 i foråret 2021.
Lystsejlere, der planlægger at give Anholt et besøg denne sæson, kan godt glæde sig.
Siden november 2019 har Sailor House og dertil hørende grillområde gennemgået en omfattende renovering, så faciliteterne er helt i top.
Renoveringen af Sailor House indbefatter nyt køkken med nyt gulv og hårde hvidevarer samt stænkplade med stemningsbilleder af Anholt.
I badeafdelingen er der kommet nye badekabiner, toiletter, inventar, vandhaner med sparecensorer og nye møbler.
Grillpladsen er blevet udvidet med et læområde ”kompasset” med fire gasgrill og specialdesignede borde og bænkesæt fra Sostrup Savværk med plads til 50 personer. I kompasset er der plantet dekorative græsarter.
Vi glæder os til at dele det med jer.
Den tyske tv-kanal NDR har besøgt Anholt for at tegne et portræt af øen. En svensk rejseblogger har lavet en fornem og detaljeret anbefaling af øens seværdigheder og Anholt Havn får ros af sejlere i facebook gruppen ”Tursejlads og sejlsport”. Dette er blot få eksempler på den positive opmærksomhed, som Danmarks dejligste ø har fået på det seneste.
I samarbejde med FLID (Foreningen af Lystbådehavne i Danmark) publicerede VisitDanmark i 2018 undersøgelsen ”Lystsejlerturismen i Danmark”, der tager pulsen på sejlturismens tilstand i Danmark. Undersøgelsen viser bl.a., at 90% af sejlerne er tilfredse med serviceniveauet i de danske havne og det store trækplaster er kyst, natur og lokal atmosfære/stemning. Derudover vægtes et miljøvenligt rejsemål og en imødekommende befolkning også højt blandt de sejlende turister.
At Anholt Havn efterstræber at leve op til mange af disse kvaliteter, kan være en del af forklaringen på den opmærksomhed, øen har fået. Denne sommersæson har en bred palette af lokale aktører igen været med til at skabe unikke aktiviteter og kulinariske oplevelser på Anholt Havn og resten af øen. En indsats der ikke er gået ubemærket hen, heller ikke uden for landets grænser.
Anholt Havn arbejder løbende på at optimere havnens faciliteter, og gerne i en miljøvenlig retning. Ikke kun fordi lystsejlerne efterspørger det, men også fordi at miljøet har havnens bevågenhed. Der er bl.a. blevet etableret solceller på Sailor House samt på molehovedet, og installeret energibesparende LED armaturer i toilet og baderum. Anholt Havn oplever blandt lystsejlerne fantastisk feedback for en god service, hvilket kun motiverer til at gøre det endnu bedre.
Spørger man havnefoged Klaus Jensen, hvorfor turisterne vælger Anholt som feriedestination, så skyldes det den unikke natur, men i særdeleshed også de lokale ildsjæle, der skaber liv: ”Anholt har selvfølgelig en helt unik natur med Nordeuropas største ørken. På Anholt har vi ikke alt det ’tivoli og hopla’, som man ser mange andre turiststeder.
De bedste aktiviteter er dem, man kan lave i forbindelse med naturen. Her sidder familier og fanger krabber på molen – der er ikke så meget andet at lave end at nyde det og slappe af. Derudover har vi mange ildsjæle, der igangsætter aktiviteter og oplevelser for turisterne. På Anholt løfter vi hinanden og vi løfter niveauet for gode oplevelser”, fortæller Klaus.
Lokalbefolkningen på Anholt sørger for, at turisterne kan opleve en kombination af tilbagevendende traditionsrige arrangementer som Hummerdage, højskoleophold og festivalen Langt ude på Anholt, men også nye spændende initiativer som Anholt Gin, Anholt Vandsport, ”Spiseriets” food truck med hjemmelavede stenovnspizzaer og ”Dellen”, som sælger friske fiskefrikadeller på havnen. Med andre ord er Anholt et besøg værd for førstegangsturisterne, der kan nyde godt af øens stolte traditioner. Men gengangerne kommer heller ikke til at kede sig, da der altid er noget nyt at komme efter.
Havmiljøvogterne er frivillige, der går foran i indsatsen for miljøet ved at samle affald op og naturligvis lade være med selv at smide noget på jorden eller til søs. Bag havmiljøvogterkampagnen står Værnsfælles Forsvarskommandos Operationsstab med det formål at beskytte vores farvande.
Din indsats gør en forskel
I Sailor House på Anholt Havn er der havfaldsposer, havfaldssække og plakater klar til dem der melder sig som havmiljøvogter på Anholt. Lige nu er der allerede 19.000 havmiljøvogtere fordelt over hele landet, men der er brug for din indsats til at gøre en forskel for havet og naturen ved Anholt.
Du kan tilmelde dig som havmiljøvogter på hjemmesiden www.havmiljøvogter.dk
Klaus Jensen er én af dem, der holder hjulene i gang på Anholt. I sin primære funktion som havnefoged er han serviceorgan for de mange tusinde sejlbåde, som hver sommer sætter kursen mod Anholt. Og i ’fritidsrollen’ som restauratør sørger han for, at de kan få noget godt at spise på den hyggelige havn.
Fritid er nu ikke det, der er mest af. I højsæsonen er Klaus Jensen i gang fra 6 morgen til midnat, men han elsker det og har ikke fortrudt, at han for 4 år siden tog springet fra at være virksomhedsejer på Djursland til en tilværelse på Anholt. En del af forklaringen er, at han på øen har familie og rødder, der går flere hundrede år tilbage.
Klaus Jensen er god til at se muligheder, og han slår til, når de er der. Fra et job som smed på BASF i Grenaa fik han mulighed for at starte selvstændig virksomhed. Det blev til et firma med godt 100 ansatte, inden krisen gjorde det nødvendigt at drosle ned. Senere købte han et autolakeringsfirma, som blev udvidet og senere afhændet, og da ’Finn’s Fisk’ på Anholt blev til salg, overtog Klaus Jensen og fru Anja den og startede restauranten ’Algot’. Forretningen er siden udvidet med en is-butik, salg af gourmet-hotdogs og en ejendom, der i dag rummer bl.a. dagligvareforretningen på havnen.
I sommer havde Klaus Jensen 36 ansatte i sine virksomheder på Anholt.
”De første år stod jeg selv i køkkenet på ’Algot’. Det var hårdt arbejde, men på den måde lærte jeg virkelig forretningen og produkterne at kende. Det hjælper mig i dag, når jeg skal disponere og købe ind”, siger Klaus Jensen.
I sommertiden er det selvsagt jobbet som havnefoged, der fylder allermest. De mange sejlende turister kender Klaus Jensen på den budcykel, der er hans foretrukne transportmiddel på havnen. Turisterne oplever, at de fra Klaus får hjælp med praktiske ting, gode råd, tips til udflugter på øen og meget, meget andet. Han er en meget synlig ambassadør for Anholt.
”Vi arbejder løbende med at forbedre vores indsats over for de sejlende turister. Vi skal gøre det professionelt – men alligevel på vores egen måde, og det er åbenbart lykkedes”, siger Klaus Jensen.
”I hvert fald får vi mange roser fra turisterne”, siger han.
Antallet af besøgende sejlbåde stiger støt, og i år er alle rekorder slået. 13.500 både har til dato gæstet Anholt Havn – 3.200 flere end sidste år. Cirka 40.500 turister er således blevet modtaget personligt af Klaus Jensen eller en fra hans team her i 2018, der har været den største og længste sæson i mands minde. Aldrig har så mange besøgt Kattegat-øen. Succes forpligter, og nu udvides havnen med en ny fastliggerbro for øens egne bådejere. Den tidligere fastliggerbro og en ny flydebro giver plads til yderligere 60 både i det nuværende havnebassin, og samtidig uddybes yderbassinet med henblik på en fremtidig udvidelse med flere flydebroer.
Klaus Jensen ser frem til at kunne tilbyde mere kapacitet. På den største dag i sommer var der i alt 696 lystbåde i Anholt Havn, og det kan kun lade sig gøre, fordi sejlerne bliver modtaget i en gummibåd, hvorfra de får anvist plads. Det gør, at havnen kan ’pakkes’ rigtigt og er en service, der får sejlerne til at juble.
Men også på andre områder vil Anholt udvide mulighederne. Nemlig ved at gøre sæsonen længere. Det sker blandt andet ved at lokke turister til med aktiviteter og events som ”Hummerdage”, litteraturfestival, ”Langt Ude-festival” og meget andet.
”Vi har arbejdet med at udvide sæsonerne og har i dag en god eftersæson. Forskellige aktiviteter skal bidrage til at skabe aktivitet i for-sæsonen, så vi på den måde kan udvide antallet af turister og udnytte kapaciteten optimalt”, siger den driftige havnefoged, før han springer på budcyklen for at modtage endnu et hold sejlende turister.